Vores krop husker vores traumer

Frygter du, at terapi skal handle om din barndom? For mange kan det være en skræmmende opgave at arbejde terapeutisk med fortiden. Især, hvis der har været mange traumatiske begivenheder. Hvorfor er det egentlig, at terapeuter fokuserer i så stor grad på barndommen, når folk kommer i terapi?

Hvornår er vi trygt hjemme i os selv?

Peter Levine skriver i hans værk “An Unspoken Voice”, at selvgulering er vores evne til at håndtere vores egne tilstande og vores vanskelige følelser. Den er med til at skabe en balance mellem autentisk autonomi og sundt socialt engagement. Den er vores iboende kapacitet til at fremkalde en følelse af at være trygt "hjemme” i os selv.

Hvorfor bliver vi traumatiserede?

Hvis vores personlighed belastes ud over sine grænser trues vores selvregulering. En anden måde at sige det på er, at vi oplever mere end vi evner, at bære bevidst. Traumet er altså ikke begivenheden i sig selv, men vores reaktioner herpå.

Børn er her generelt mere sårbare, da en umoden psyke er ringere rustet til at integrere oplevelser, og derfor har nemmere ved at blive oversvømmet. De har brug for voksne, der hjælper os med at sætte deres oplevelser i en sammenhængende livsforståelse. Donald Winnicott, en af fædrene til tilknytningsteorien, formulerede en direkte kobling mellem, hvor meget vi evner at bære bevidst og kvaliteten af den omsorg, vi har fået som børn.

Når et barn ikke bliver mødt oplever det tab, forvirring og forladthed; alle følelser, der kan være for svære at bære bevidst. Den mest almindelige reaktion er her at fraspalte, dissociere eller fortrænge smerten. Dette er psykens naturlige reaktion på traumer. Men, som den anerkendte traumeforsker, Bessel van der Kolk formulerer det: "Kroppen holder regnskab".

Smerten sætter sig i kroppen, og den kommer til at forstyrre vores senere indre liv, samt måden vi relaterer til verden og andre på. Det glemte kan komme til udtryk som somatiske lidelser, de kan hjemsøge os i nære relationer, træde frem i stressmomenter eller i hverdagssituationer, hvor det traumatiske materiale bliver trigget. Vi kan føle panik, angst, frygt for at blive afvist eller efterladt, opgivelse, manglende selvværd og depression.

Når vi rammes af disse følelser er vores umiddelbare løsning tit er at flygte fra følelsen, om det er med stoffer, alkohol, mad eller overdreven arbejde og grandiose projekter, som vi aldrig færdiggør. Problemet er, at denne adfærd skaber en belastning i kroppen, om det er i form af stress, søvnmangel, dårlig ernæring, stofmisbrug eller andet, som vi før eller siden, bliver nød til at adressere, hvis vi ønsker et lang liv med helbredet i orden.

Her kan terapeuten træder ind som den manglede omsorgsgiver, og ved at stille et kærligt rum til rådighed, hjælpe klienten med at genvinde selvregulering. Når klienten hjælpes til at tage hånd om de tidligere oplevelser med en omsorgsfuld og tålmodig holdning, ved at mærke, udtrykke og bearbejder dem, så bliver de kilden til individuation og dybde i klientens liv. Klienten kommer til at opleve en fornyelse i sig selv og sin krop.