Om illusion, følelsesmæssig udvikling, og det limbiske systems magt

Hvad er illusion, og hvad er virkelighed? Jo bedre vi bliver til at kende vores egne

følelsemæssig reaktioner, jo mere går det op for os, at den limbiske hjerne har magt til at skabe en følelsesmæssig virkelighed, der som en slags magi omslutter os i en potent besværgelse, der føles helt ægte og kan, hvis vi ikke arbejder med det, vare hele livet.

Tidligere forladthedsfølelser skaber illusionen af utryghed i et parforhold. Manglende nærvær fra vores forældre farver vores syn på os selv, så vi senere i livet ikke føler os berettigede livets gaver. Og manglende støtte fra vores omsorgspersoner leder til gentagende udbrændthed, fordi vi følelessmæssigt er overbeviste om, at vi må klare det hele selv. Og fordi følelsesmæssig læring lagres i den non-verbale implicitte hukommelse, forekommer alt dette, uden vi er klar over det.

Desværre er tendensen den i samfundet, at når den implicitte hukommelse bliver uhensigtsmæssig styrende, så er vores sprogbrug, at vi er "dysreguleret" eller "maladaptive". At vi er "skadet" eller mangler modenhed... Men vi er ikke syge eller forkerte! Hjernen søger altid den bedste løsning på et givent problem, og i vores barndom søges den bedste model til at mestre vores omgivelser. Videre i vores liv bruges denne model til at konvertere fortiden til en forventning om fremtiden, uden vi er klare over det.

Det er jo smart, fordi det hjælper os til at navigere komplekse situationer uden, vi skal tænke over det. Det sørger for, at vi "følelsesmæssigt overlever" vores barndom. Men det gør jo så også, at vores tidligere mest forfærdelige oplevelser persisterer som en følt virkelighed i nuet og i vores forventning om fremtiden. Og fordi læring, formet i nærvær af intense følelser er ekstra robust, føles det som om ingen ændring er muligt. Vi kommer til forveksle tillærte kerneopfattelser og verdenssyn med karaktertræk.

Og så går vi til psykolog eller terapeut og taler om tingene, og vi bliver måske mere klare på, hvordan tingene forholder sig. Men ak, de samme følelsesmæssige dynamikker opstår stadig. Forladthedsfølelsen forvolder stedse smerte og afstand i vores relationer, angsten og undvigelsen holder os fra at føle os forbundet, og den stærke forventning om at fejle gør, at vi ikke får oplevelser af succes og formåen til at modbevise den.

Men ved du hvad, det er muligt at ændre tillærte følelsemæssige dynamikker. Når en terapeut forstår at hjælpe dig navigere og føle dyb omsorg ind i de non-verbale følelsestilstande, så sker der noget helt fantastisk. Tilstandene "går i proces", dvs. de udvikler sig, forløses, og det bliver klart, at de huser enorm indsigt og visdom, som netop er skræddersyet til dig.

Og i takt med at hårdknuden løsnes forekommer der små åbninger af overskud og ændring i vores følelseslandskab. Nervesystemet bliver mere fleksibelt, og den typiske følelsesmæssige situation opleves ligepludselig på en anden måde. Frygten for at blive forladt af ens partner erstattes med åbninger ind mod taknemmelig og kærlighed for dem. Og i stedet for den typiske angst i en social situation bliver nysgerrighed og lyst til let og humoristisk interaktion fremtrædende. For klienten er det et nyt liv, der åbner sig, og for terapeuten er det hvergang ligeså rørerende at se!

Vil du vide mere? Så kan jeg anbefale denne bog: Ecker, B et. al - Unlocking the Emotional Brian