Lavt selvværd: Hvad kan man gøre?

Når du tænker tilbage, oplev du så, at dine forældre nød dig som barn? Oplever du helt fundamentalt, at du har ret til at være her i livet og tage plads i verden?

Eller måske havde dine forældre for travlt til dig? Måske var der andet i deres liv, som uvilligt tog deres opmærksomhed? Hvis det ikke er tilfældet kan det være, at du i din opvækst ikke har lært at værdsætte dig selv. Terapi er her en hjælp.

Hvorfor udvikler vi et lavt selvværd?

Hvis du kan nikke ja til nogle af de indledende spørgsmål, er det meget muligt, at du i din opvækst ikke har lært at værdsætte dig selv. Med Kathrin Aspers ord, skal vores selv fremelskes, hvis vi helt fundamentalt skal opleve at have ret til at være her i livet og tage plads i verden. Når dette derimod ikke sker, bliver det, som Aspers skriver, “sjælendt én beskåret at udfolde sig spontant og i samklang med éns iboende livsmønster”; man bliver fremmedgjort for sig selv. Hvis et barn ikke mødes med et kærligt omsorgsfuldt blik i dets gøren, hvordan skal det lære, at have et kærligt omsorgsfuldt blik på sig selv? Hvordan skal det udvikle et godt selvværd?

Sådan udvikler vi et højere selvværd

Det positive her er, at selvværd og selvkærlighed er en ting, der kan opbygges, og terapi kan her være en fantastisk støtte i denne rejse. I terapirummet kan du være, præcis som du er. Når vi går rundt med lavt selvværd, skyldes det typisk en masse smerte og svære følelser, vi ikke er i kontakt med. Disse forstyrrer systemet og sætter os på i overarbejde i fight & flight, hvorved vores egne grænser overtrædes, vi brænder ud, og ryger ned en depressiv "freeze" mode. En naturlig tendens er at finde alle mulige måder at dæmpe intensiteten af disse tilstande og fortrænge eller neddæmpe smerten, om det er ved hjælp undgåelsesadfærd, stimulanter, aktiviteter eller projekter.

Men vejen til et sundt selvværd og selvkærlighed er gennem en accept af alle vores sider. I et trygt rum med en kærlig terapeut kan vi arbejde med at kunne blive ved det svære, ved smerten, og ved det ufølte med et kærligt nærvær uden at følelserne overrumpler os. Vi kan undersøge dem, give dem plads og lytte til dem. Stille og roligt møder og rummer vores voksen det indre sårede barn, og det bliver en åbning til højere selvværd, som ikke er forankret i ydre gøren, men i indre ro. Det terapeutiske rum bliver her kolben, hvori vi kan øve kærligt omsorg til alle de sider af os selv, som vi ikke normalt tør udfolde.