Hvad sker der, når vi bliver "trigget"?

Har du oplevet et skænderi, hvor det er som om, at "noget tager over dig"? Eller kæmper, du med at styre dine følelser i nogle specifikke situationer? Måske oplever du, at du overfor nogle bestemte personer falder ind i den samme selvdestruktive rolle, selvom du ønskede, det var anderledes. Hvis du kan nikke ja til nogle af de overstående, så læs med her.

Hvorfor bliver jeg trigget?

De fleste af os har oplevet, at en kæreste bare "trigger" et eller andet i os, hvilket gør, at vi mister besindelsen og ender i et skænderi eller argument. Vi kender sætningen "jeg ved ikke, hvad der kom over mig" eller situationen, hvor vi i vores følelsers vold siger noget, som vi senere fortryder. Hvad er det egentlig, der foregår her?

For, at forstå hvad der sker, når vi bliver "trigget", er det brugbart at inddrage C.G. Jungs associationsforskning og kompleksteori. Det lyder langhåret, men det er faktisk ret lige til. Det hele starte med Jungs ide, om at vores sind har en naturlig tendens til at skabe grupperinger eller "konstellationer af associationer" omkring kernelementer. Hvad mener han med dette?

Jo, ser du, i starten af 20. århundredes lavede C.G. Jung en række eksperimenter, hvor han gav forsøgspersoner en række ord og målte herefter deres svar tid på hver af ordene. I efterfølgende interviews med forsøgpersonenerne fandt Jung ud af, at ved alle de ord med lang svartid havde personen associeret et eller andet følelsesbetonet element. Måske, det var et svært forhold med mor, der gav længere svar tid ved ordet "omsorg" eller en svær familie dynamik, der gav lang svartid ved ordet "middagsmad". Og vigtigt her er, at selvom de blev bedt om at svare så hurtigt som muligt, havde Jung stadig nemt ved at måle en forskel i svar tid, når ordet relaterede til et for personen følelsesbetonet element. Der var simpelthen følelsesmæssigt indhold, som tog over bevidstheden, sådan alt personen bliver forstyrret i at svare så hurtigt, som de ønskede. Med andre de blev "trigget" af ordet.

Baseret på disse undersøgelser mente Jung at have påvist, at der findes særlige grupperinger af psykiske elementer omkring følelsesbetonede indhold. Han betegnede disse komplekser. Det følelsesbetonede indhold, komplekset, består, i følge Jung, af et kerneelement f.x. en person eller oplevelse, og et stort antal sekundært "konstellerede associationer", dvs. oplevelser eller erfaringer, der knytter sig til kerneelementet.

Mindreværd som eksempel

Sagt med andre ord: følelsemæssige oplevelse har det med at klumpe sammen om et tema, og dette tema kan nemt blive aktiveret, hvis de rette ydre omstændigheder forkommer. Lad os her tage det klassiske "mindreværdskompleks", hvis navn stammer fra denne forskning. Et "mindreværdskompleks" vil måske have et kerneelementet af en kondensering af mere eller mindre glemte og ubevidste situationer. Dette kunne være forhold med en omsorgsperson, der altid underminerede ens kunnen. Herom svæver der er en masse erindringer, oplevelser og tankermønstre, som understøtter kompleksets gyldighed, f.x. senere oplevelser af at fejle, ikke at blive inkluderet, ikke at blive lyttet til eller andre sådanne oplever.

En vigtig og brugbar pointe er her, at Jung mente, at når komplekset aktiveres og bryder frem i bevidstheden flyttes der energi fra vores hverdags-jeg og til komplekset. Sagt med andre ord, når komplekset bliver aktiveret via associationer svækkes bevidstheden, og kompleksets følelsesbetonede kerneelementer frembruser ind i bevidsthedens sfære, hvor det, ude af bevidsthedens kontrol, frembyder billeder eller erindringer tit af en forstyrret psykisk situation og styre vores handlen. Tit er det også noget, man ikke ønsker at erindrer i den givende situation. Sagt på en anden måde, der er "noget", der tager over os; vi bliver "trigget".

Hvad er det positiv her? Jo, først og fremmest kan kompleksteorien berolige os ved tanken om, at vi alle har sådanne oplevelser; der lever i os alle komplekser, der kan aktiveres, når omstændighederne er der, og dette gør os hverken til "dårlige" eller "forkerte" personer.

Dernæst kan vi trøste os med, at fordi komplekserne lever lidt deres eget liv, og fordi vores bevidsthed nedsættes, når de aktiveres, burde tilgivelse, når det sker, være noget, vi nemmere kan tilsigte. Det er nemlig, når andre rummer vores komplekser og viser os omsorg, at komplekserne mister deres kraft. Her er terapi en super ting, da terapeut og klienten kan undersøge og bevidstgøre komplekserne samtidig med, at der holde rum for dem. Dette gør, at vi ikke ligeså nemt bliver "trigget", og hvis vi gør, er vi mere modstandsdygtige overfor følelserne, det frembyder.