Frygten for ikke at være god nok

Frygten for ikke at være god nok er en meget normal og velkendt følelse, som rigtig mange går med. Det er ikke nødvendigvis én, vi kan komme af med, da den er forbundet med en af menneskets grundfølelser: skammen. Men vi kan arbejde med at transformere den fra den destruktiv livsberøvende indre kritiker til vores indre hjælper, der kommer med konstruktiv kritik.

Hvorfor frygter vi, at vi ikke er "gode nok"?

Fra en tidlig alder bliver vi målt og vejet, og det er her den typisk har sin rod. Vi lærer, at der er bestemte forventninger til os. Dette er ikke i sig selv en dårlig ting, men vi kan opleve, at andre bliver givet ros i situationer, hvor vi selv har brug for støtte, at vi bliver udelukket af fællesskab, eller at vi berøves chancer i livet grundet fejl, vi laver. Dertil lagt er, at vores indre verden og følelsesmæssige udvikling har en meget lille plads i samtidens institutioner.

Kigger vi på familiedynamikken, kan man også spore elementer tilbage til det faktum, at omsorgspersoner bliver presset af samfundet til at prioritere andre ting på ligevægt med deres børn. Og forældre har også deres egne ting, de kæmper med, som tit kan gå ud over nærværet relationen mellem barn og forældre. Derudover, er det som barn svært at følge med; det kræver sit, at være “god nok” til socialiseringsprocessen. Dette kan skabe en splittelse mellem vores indre følelsesmæssig liv og et internaliseret idealbillede, der ikke matcher den person, vi egentligt er.

Der er her paralleller til den del af os, som Jung kaldte for skyggen. Siderne af os selv som ikke har måttet være til i vores opvækst, de klumper sammen i et kompleks, som kan ligge og forstyrre vores bevidsthed. Det er elementer af vores egentlige væsen, til hvilke vi ikke er blevet mødt med kærlighed, fordi samfundet ikke prissætter dem, fordi normen taler i mod dem eller fordi vores forældre ikke tilså dem som kærkomne. På sin vis er socialiseringen en vigtig process, der kan hjælpe os med hensigtsmæssig opførsel, men den kan også uhensigtsmæssigt indskrænke os og i sidste ende berøve os et levet liv.

Når vores selvværd rammes

Frygten for ikke at være god nok er et momentvis nyk i vores selvværd. Typisk sker der det, at vi mister vores forankring i kroppen, vi ryger ud af nuet, vores selvværd svinger, og vi måler os selv baseret på sammenligning med ydre forhold.

F.eks. bliver det upraktiske i ikke at kunne møde ydre forventninger til en givet opgave til et spørgsmål om, vi som menneske er god nok til at udføre opgaven. Vi fokuserer på, om vi er gode nok til at nå et slutmål istedet for, om vi kan gå ind i processen fra der, hvor vi nu engang står.

En anden kernedel af denne indre bevægelse, når vi frygter, at vi ikke er gode nok, er sammenligning. Der må altid være en eller anden form for sammenligning tilstede mellem vores forestilling om det, der er “godt nok” og dele af os selv. Det "gode nok" kan f.eks. være andre mennesker og deres specifikke evner eller bedrifter. Dele af os selv kan f.eks. være vores udseende eller vores evner indenfor et givent område.

Typisk, når sammenligning sker, er det kun delelementer vi sammenligner. Vi lave en reduktion af os selv og andre, og så får sammenligningen en status og ultimativ sandhed, selvom livet og virkeligheden rent faktisk er uendelig mere kompleks. Her er det vigtigt at huske, at dette liv er din rejse, din process. Den levede erfaring lige nu og her i nuet, er det vigtigste, vi har! Et godt greb er her at skabe kontakt til andre i stedet for at sammenligne. Når vi skaber kontakt bliver vores idealiserede billede af den anden udfordret, og vi oplever et menneske, der ligesom vi, slås med deres egen problematikker.

Tæt forbundet og indlejret i vores indre “skam-dynamik” er vores forhold til at fejle. Skam er en grundlæggende følelse som får os til at skjule eller gemme, det vi ser, som vores overtrædelse af et opfattet regelsæt. Det er i forhold til sammenligning, at skammen træder ind. I skammen vurderer vi vores eget selv negativt i forhold til et opfattet publikum. Vi kan her se dens tætte relation, til frygt for ikke at være "god nok". Relateret hertil er, frygten for at blive afsløret og frygten for at føle skam.

Her er det vigtigt at minde os om, at fejl er udviklingens muld. Fejl er en af livets nødvendigheder. Eintein sagde noget i stilen af: en ekspert er en person, der har fejlet på alle mulige måder inden for et givent fagligt område”.

En vigtig og ofte glemt modgift er nysgerrigheden. Fejlen kan blive et billede, vi som indre beskuer kan undersøge med kærlig nysgerrighed. Vi opnår her flere ting: først og fremmest adskiller vi os fra “fejlen”. Vi er ikke den. Dette skaber et rum for kærlig selvrefleksion. For det andet bliver vi igennem nysgerrigheden i stand til at undersøge vores fejl fra et selvkærligt sted.

To spørgsmål, der her kan være vejledende er a) hvorfor oplever jeg dette som fejl - er der et ideal på spil? Og b) er fejl følelsen forankret i min krop eller er der en forstilling eller forventning på spil? En brugbar ting kan også være at personificere den indre kritiker og spørge den, hvad den vil. Hvad er dens behov og ønsker? Selvom den kan virke kritiserende, destruktiv og livsberøvende, så har den faktisk tit en kærlig agenda: den forsøger at skærme os for, hvad der tidligere har været skamfulde, flove eller traumatiske situationer.

Problemet er, at disse situationer ikke længere behøver at medfører skam, flovhed eller trauma. Hvis vi giver de sider af os, som vi skammer os over kærlighed og omsorg, så oplever mange, at den indre destruktive kritiker transformerer sig til en konstruktiv kritiker. Den er nemlig et naturligt sindsligt væsen, der hører til vores indre skam dynamik. Og skam er en naturlig følelse, men når den går ud af proportionerer ifht. det ydre, kan det blive livsberøvende.

Husk på, at dine sår er et symbol på din styrke. Vores sår giver os dybde, de er en kilde til indsigt og livsvisdom!